Facebookpausen (Del 1)

Det er efterhånden lidt tid siden at jeg har skrevet et indlæg her på bloggen, og det bliver jeg særligt opmærksom på, når jeg er lidt forvirret over de nyeste opdateringer der er kommet i softwaren som jeg bruger til at udgive min blog i. Det hele ser lidt anderledes ud.

Anderledes ser det også ud med mine internetvaner. Jeg har i længere tid gået rundt uden mobiltelefon, og jeg har fundet ud af at jeg synes at det er ret lækkert. Jeg nyder virkelig at jeg ikke bliver forstyrret af den, for den har virkelig været en stærk spiller i konkurrencen om min opmærksomhed. Det med at være mobilfri får måske et indlæg for sig selv, hvis jeg fortsætter.

Nytårsaften inden midnat, tjekkede jeg min FB-profil for sidste gang, inden jeg satte den på pause. Det er ikke et nytårsfortsæt, men mere bare en udfordring. Jeg har ikke slettet min profil, så måske gløder min chat derinde, fordi nogle er frustrerede over at jeg ikke svarer. Spøg til side. Det er ikke fordi jeg normalt bliver bombarderet med beskeder, så mon ikke at der er ganske fredeligt. Uanset hvad så er det ikke noget jeg har tænkt mig at bekymre mig ret meget om. Jeg har i skrivende stund holdt pause fra FB i 6 dage. “Heeey, jamen jeg kommer lige inde fra Facebook fordi jeg så at du LIGE har postet en status på din side, så helt pause holder du ikke!”, tænker du måske. Svaret er at jeg har siddet og skrevet alle januars FB-posts på forhånd og så sat dem til automatisk at udgive på de dage hvor jeg har planlagt at der skal være et frisk indlæg klart.

Men hvordan er det så gået uden FB i en uge? Det er gået helt stille og roligt. Det er ikke første gang at jeg har levet uden FB, så jeg vidste lidt hvad jeg gik ind til. Der har været lidt kommunikationsproblemer med venner og familie, nu når jeg hverken har telefon eller FB, men de er blevet løst med Skype, Facetime og iMessages fra computeren, så det er ikke fordi at det har været en katastrofe. Udover det så har jeg også lagt mærke til at jeg begyndte at erstatte FB med andre tidsrøvere som er ligeså slemme. Jeg begyndte at sidde en hel masse på Youtube. Youtube kan helt sikkert være meget praktisk og lærerigt, men hvis man begynder at sidde og kigge på det i flere timer hver dag, så skal man nok til at gribe ind. Jeg skyndte mig derfor at hente et program til min computer som man kan bruge til at skemalægge sit computerforbrug. Programmet kan gå ind og blokere hjemmesider og computerprogrammer i særlige perioder i løbet af ugen. Hvis nu at jeg ved at jeg skal skrive på min blog om lørdagen, så kan det være meget praktisk, at jeg kan planlægge at distraherende hjemmesider bliver lukket ned i det tidspunkt hvor jeg har tænkt mig at skrive. Man kan også cutte internettet helt med programmet, men det ville ikke lige være så smart, da min redigering af bloggen foregår i en browser på internettet. Jeg har måske taget det lidt til ekstremerne, for jeg har faktisk gjort at distraherende hjemmesider som udgangspunkt er blokeret 24/7. Jeg har dog indstillet at jeg kan bruge de distraherende hjemmesider i 30 minutter om dagen. Det er rigeligt tid til at jeg kan klikke ind og hurtigt tjekke om der er noget nyt og relevant, uden dog at have tid til at blive suget ind i ormehullet. De 30 minutter har jeg også givet mig selv, så jeg ikke er på den, hvis vi f.eks. skal se en youtubevideo i skolen som en del af undervisningen. Når de 30 minutter er gået, er der intet at gøre. Man kan ikke rette i tidsplanen på den aktuelle dag.

Nu kom det til at handle om en del andet en FB, men som afrunding på denne uges indlæg, vil jeg sige at som tingene ser ud nu, så savner jeg ikke FB, og jeg går med overvejelserne om, hvorvidt jeg har lyst til at vende tilbage, når januar er gået.

Har du også prøvet at undvære Facebook i en periode? Jeg vil meget gerne høre om det i kommentarfeltet 🙂

1 Reply to “Facebookpausen (Del 1)”

  1. Kære Simon.
    Jeg har også, uden problemer, undværet Facebook helt frivilligt. Men nu har jeg, lige som skribenten, meldt ud, at jeg ikke går ind på Facebook i januar måned d.å. Jeg har dog snydt lidt, fordi jeg afventede en vigtig besked. Jeg har logget ind og tjekket beskeder og hoppet ud igen. Nu har jeg fået beskeden, så nu holder jeg mig helt væk. Istedet får jeg jo mere fritid, som jeg kan bruge på min hobby.
    Niels.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *